Alvin er ansat som Clinical Trial Administrator i Novo Nordisk. Han er 25 år, har Autisme Spektrum Forstyrrelser (tidligere kendt som Asperger Syndrom og i daglig tale forkortet til ’ASF’), hvilket er den egentlige årsag til, at han blev ansat hos Novo Nordisk. Da jeg møder Alvin, er han netop kommet hjem fra Paris, hvor han har været til turnering i fantasyspillet Magic: The Gathering. Et kortspil han selv omtaler som ret nørdet, men lyder til at være et meget logisk og strategisk spil – noget som Alvin viser sig at være rigtig god til.
Project Opportunity
I foråret 2013 blev Alvin en del af Project Opportunity; et samarbejde mellem blandt andet Landsforeningen Autisme, forskellige virksomheder og Beskæftigelsescenter for Unge. Projektet er i første omgang et mentorforløb for unge med ASF, men nogle fastansættes med tiden.
”Formålet med projektet er at bygge bro mellem virksomheder – i denne sammenhæng er det Novo Nordisk – og unge mennesker med ASF. Arbejdsopgaverne skal være målrettet et arbejdsområde, som er tilpasset den enkeltes specielle evner og kvalifikationer, så der bidrages til arbejdspladsen. Det skal være en ’win-win’ situation og ikke goodwill fra virksomhedens side. Det skal være sådan, at arbejdspladsen får noget ud af det,” fortæller Alvin.
Evnen til at få øje på afvigelser
Alvin er en af de fastansatte og arbejder med kvalitetstjek af CV’er for det medicinske personale rundt om i diverse laboratorier og hospitaler. Hver ansat skal have et CV, som skal indsendes til myndighederne; ellers kan de ikke cleares til at arbejde hos Novo Nordisk.
”Jeg kan lave ting, som skal tjekkes igennem gentagne gange, og det er der mange, som sikkert synes er super kedeligt, men for mig giver det næsten en form for ro, at jeg bare […]