Søren Mensberg mistede et ben i 2011, da han efter en druktur faldt ned på togskinnerne på Nørreport Station. I dag er hans mål at gennemføre et maraton, og ulykken har sat både livet og hverdagen i perspektiv.

 Søren Mensberg

Vi møder Søren Mensberg en sommerdag på Vesterbro, fordi vi gerne vil høre hans historie. En historie som handler om, hvordan livet pludselig tager en voldsom drejning, og hvordan man som menneske ikke kun kommer videre, men også længere, når man hele tiden sørger for, at have målet for øje.

Søren er egentlig uddannet logistikøkonom, men da han i 2009 stod med eksamenspapirerne i hånden, var der ikke noget job at få. Han gik på dagpenge i en periode, og begyndte at starte noget booking op sammen med sin kammerat på fritidsbasis.

I foråret 2011 tog han et job i en børnehave, fordi han ikke kunne finde et arbejde der matchede uddannelsen, og det var et job, han blev rigtig glad for.
I løbet af sommeren 2011 begyndte det dog at gå rigtig godt med bookingbureauet, og det var også det som Søren Mensberg kunne mærke, han brændte for, og derfor besluttede han – sammen med sin kollega – at tage til Berlin for at forsøge at få nogle af deres artister igennem i udlandet.

Det betød, at både lejligheden og jobbet i børnehaven blev sagt op, og drømmen om at gøre fritidsinteressen til levevej lå umiddelbart forude.

Byturen der ændrede alt
Lørdag den 6. august, kort tid før afgang til Berlin, er Søren taget i byen sammen med nogle fodboldkammerater. Det blev en bytur der kom til at ændre hans liv markant.

”Noget af det sidste jeg kan huske er, at vi fik sambuca-shots, og jeg havde ild i tommelfingeren. Det var rigtig vildt. Herefter får jeg blackout”, fortæller Søren.

”Jeg vågner så op søndag morgen og mangler et ben og et stykke af min finger. Da det går op for mig, så bliver jeg med ét revet ud af min hverdag. Man har jo altid kunnet gå, og pludselig kan man ikke gå”.

Det viste sig, at Søren var blevet kørt over af et tog på Nørreport Station i København, da han var på vej hjem fra byen sent på natten. Han var kommet til at gå ned på den forkerte perron, hvor fjerntogene kører, og da han ville læne sig op ad væggen gled hånden i stedet forbi, og Søren faldt ned på skinnerne. Få minutter efter kom et gennemkørende tog der ikke havde en chance for at se ham, fordi han lå i mørket i tunnelen.

Da toget er kørt forbi, kommer to gymnasiedrenge ned på perronen, og selv om de også havde været i byen hele natten, så blev de ret hurtigt ædru, da det gik op for dem, at der lå en person nede på skinnerne i alvorlige problemer.

”Først troede de, at jeg lavede sjov, men da jeg kommer helt hen til perronkanten, kan de se, at jeg mangler et ben. De reagerer lynhurtigt begge to. Den ene giver mig lussinger, mens den anden holder mit ben over hjertehøjde og har alarmcentralen i røret til at hjælpe. Det var afkørt på midten af skinnebenet. De gør virkelig alt rigtigt. Ambulancen kommer og kører mig til hospitalet, hvor jeg bliver amputeret igennem knæet. Fingeren er ikke kørt af, men fuldstændig knust indeni. Den kan ikke reddes, så dan bliver også amputeret”, fortæller Søren.

Hele den søndag på hospitalet går med at forsøge at forstå, hvordan og hvorfor det er sket. Søren er naturligt nok meget ked af det, men allerede samme aften bliver han hjulpet til at huske, at han i virkeligheden bør betragte sig selv som heldig.

”Om aftenen kommer en sygeplejerske ind til mig efter hun har fået fri, og sidder lige hos mig i nogle minutter. Hun spørger om jeg er okay, og jeg kan kun svare nej, og at jeg ikke aner hvad der skal ske nu. Men hun beder mig huske på, hvad der rent faktisk er sket mig. At der er kørt et tog hen over mig, og at jeg i virkeligheden skal være glad for at jeg overhovedet er i live. At det kun er en fod jeg har mistet. At jeg ikke døde. De efterfølgende dage bruger jeg på at kortlægge helt præcist hvordan forløbet var og hvad der helt nøjagtigt skete, og herefter var jeg klar til at komme videre med mit nye liv”, fortæller Søren, der helt tilfældigt var i gang med at læse bogen ”Nuets kraft” af Eckhart Tolle, da ulykken skete.

”Den bog fik jeg læst færdig i dagene efter ulykken. Den gik rent ind, og jeg kunne virkelig bruge det. Min fortid var væk, min fremtid ved jeg ingenting om, og det kan jeg ikke bruge til noget. Til gengæld er jeg her lige nu og ligger i min seng, og jeg har kræfter til at tage 5 armbøjninger lige nu. Så er det det, jeg koncentrerer mig om. Bogen handler meget om, hvordan vi befinder os i en indflydelsescirkel. Alt det inde i cirklen kan du gøre noget ved, men alt det uden om er ting, du ikke har indflydelse på. Vejret for eksempel. Jeg kan ikke bruge tid på at brokke mig over vejret, for jeg kan ikke gøre noget ved det. Det er uden for min indflydelsescirkel”, konstaterer Søren.

At forbedre sig i nuet
Søren kom hurtigt i gang med genoptræning, og det var inspirerende at se, at andre i samme situation allerede var længere fremme i processen.

”Jeg så på de andre og tænkte, at der kan jeg også komme hen. Der er en der kan gå nu – det kan jeg også komme til. Men jeg satte en regel for mig selv, om at jeg ikke måtte glæde mig til, jeg kunne gå. Jeg forbød mig selv at se ind i fremtiden på den måde. For hvis man hele tiden glæder sig til noget der kommer i fremtiden, så lever man ikke helt i nuet. Jeg fokuserede hele tiden på at forbedre mig i nuet og i min situation, og det hjalp mig meget”, genkalder Søren, der også fortæller os, hvordan hans bror og ham aflagde et helt særligt løfte til hinanden.

”Da min bror kom og besøgte mig på førstedagen, besluttede vi, at vi ville gennemføre et maraton. Det var den største fysiske bedrift, jeg havde gjort inden ulykken, og det blev jeg nødt til at gøre igen, for at vise at mit handicap ikke var blevet en stopklods. At man kan gøre, hvad man vil”.

Sørens bror gennemførte i 2013, mens Søren selv desværre måtte melde fra på grund af rygproblemer. Men næste år, i 2014, så gør de det sammen.

”Pointen er, at man skal sætte sig mål i fremtiden, men man skal ikke leve i dem. Jeg kan ikke glæde mig til, at jeg skal løbe et maraton, for lige nu kan jeg ikke løbe. Man skal fokusere på, hvor man er nu. Det er det med indflydelsescirklen igen. Hvis du hele tiden er ude af cirklen med fokus på de ting, du ikke kan gøre noget ved nu og her, så får du ikke udvidet din indflydelsescirkel. Sådan nogle ting arbejdede jeg meget med på hospitalet, for der har man rigtig meget tid til at tænke. Man prøver at finde ud af, hvilke tanker man skal holde fast i, og hvilke følelser man skal holde fast i. Og hvad der skal gives slip på”, siger Søren.

Ændrede sig til det bedre
Ulykken har medført mange ændringer i Sørens liv, og langt de fleste har faktisk været til den positive side.

”Jeg er blevet meget bedre til at leve i nuet. Før lod jeg mig irritere af andre mennesker, fordi jeg synes, de gjorde noget åndsvagt. Men man ved jo ikke, hvorfor den her mand måske er hamrende fuld en tirsdag morgen. Måske har han mistet sin kone? Man ved jo ikke, hvad der ligger bag. Jeg er blevet mere tolerant og jeg fokuserer mere på det jeg selv gør, end det de andre gør. I stedet for at kritisere andre, så skal man måske i stedet selv gøre tingene, som man selv vil have dem. Ulykken har fået mig til at ændre tingene til noget positivt. Den her ulykke skete for mig, men i stedet for at tænke, hvorfor det lige skulle ske for mig, så hellere bare acceptere det og se på, hvad jeg kan bruge det til. Hvad kan jeg drive det til? Uanset hvad der sker for en, så skal man arbejde med det og se, hvad man kan gøre for at få noget godt ud af det trods alt”, fortæller Søren.

Rent arbejdsmæssigt har Søren også fået et andet perspektiv på tingene i dag, og han håber mest af alt, at kunne være en inspiration for andre.

”Hvis min historie kan være med til at nogen hanker op i sig selv og gør det, de skulle have gjort for et halvt år siden, så er det for fedt. Jeg vil gerne inspirere andre til at turde tage springet. Man kan, hvad man vil, og det er bare at kaste sig ud i det. I vores booking-virksomhed er vi stadig i en opstartsfase, og der er ingen garantier, men fuck det. Lige nu kaster vi alle kræfter ind i det og nyder det imens. Når man har været så tæt på døden, så har man ikke særlig meget frygt. Jeg er blevet kørt over af et tog og overlevet, så overlever jeg også nok at gå på røven, hvis det skulle ske”.

Høje mål får dig til at nå længere
Mens Søren Mensberg havde sin fulde rørlighed, gennemførte han et maraton, og nu er målet at gentage denne præstation for at opnå en form for status quo.

”Når jeg har gennemført mit næste maraton, så står det hele lige igen. Jeg har aldrig haft så vild en følelse, som da jeg løb mit første maraton, og hvis jeg kan gøre det en gang til, så kan jeg da slet ikke have ondt af mig selv, over det der er sket”, siger Søren, der vil melde sig til Copenhagen Marathon 2014 og også godt er klar over, at det er et ambitiøst mål.

”Maratonmålet er et meget højt mål, men det er vigtigt at sætte høje mål. Det samme gør vi i vores virksomhed. Hvis man sætter meget høje mål for sig selv, så når man længere. Det der med at sætte barren højt kan være med til, at man kommer højere op, end man ellers ville være kommet. Hvis man søger en stilling som måske er over ens evner, så kan det da godt være, at man får afslag på den, men virksomheden har måske en anden god stilling, og man ender derfor med at være kommet længere, end man ellers ville have nået. Ambitiøse mål får en til at nå længere end de realistiske mål. Jeg har også en idé om, at jeg skal træne minimum 6 dage om ugen, og det kan da være, det kun bliver til 4 gange i virkeligheden, men bare det at jeg har sat barren højt bliver en drivkraft”.

Forskellen gør en forskel
Søren har ikke på noget tidspunkt under vores samtale virket ked af, at han har mistet et ben, og han fortæller da også, at han i virkeligheden føler sig meget heldig.

” Nogle har sagt, at det virker fake, at jeg ikke har været deprimeret eller haft nedture efter ulykken, men sådan har det været. Jeg var ked af det én dag, og det var det. Og jeg har været heldig og bare haft positive oplevelser, søde sygeplejersker, dejlige fysioterapeuter og så videre. Jeg føler mig virkelig heldig. Jeg kom godt ind på arbejdsmarkedet, fik et løbeben og et gåben af kommunen og synes bare, at der er masser af succesoplevelser. Det gør, at jeg føler mig virkelig heldig og privilegeret. Man kan selv kickstarte den positive spiral, og det gjorde jeg straks efter ulykken. Jeg ville helt ærligt ikke være foruden ulykken i dag. Hvis jeg fik muligheden for at lave det om, så ville jeg faktisk ikke”, fortæller Søren, der til slut også understreger, hvorfor han har sagt ja til at være med i initiativet ”Forskelle Gør Forskel”.

”Mit handicap stopper ikke mig på nogen måde. Jeg kan gøre de samme ting som før, og som menneske er jeg blevet bedre. Jeg er også meget mere positiv i dag. Samtidig kan man sige, at min egen forskellighed, det faktum at jeg nu mangler et ben, betyder at jeg vil være med til at gøre en forskel for andre. Og jeg håber virkelig, at min forskel kan gøre en forskel. En forskel til det bedre”, afslutter Søren Mensberg.