Finn Rosenkilde Rasmussen er et af de få mennesker, jeg har mødt i mit liv, der virkelig har overrasket mig.

Historien bag, hvorfor Finn og jeg i dag sidder og snakker over en kop kaffe, er, at Finn på trods af en alder af 62 år d. 2. februar 2015 er blevet ansat af Topdanmark, i en tid hvor der snakkes om ’det grå guld’, men på samme tid også om aldersdiskrimination.

Finn Rosenkilde Rasmussen

Jobindex på banen
Finn er en dybt erfaren og professionel webudvikler. Som hobby er han autodidakt fotograf. Desuden kører han mountainbike i skovene, rejser og dyrker judo, hvor han blev danmarksmester i 1979. Og så fjerner han hvepsebo i juli måned hvert år. At Finn overhovedet blev ansat, skyldes vores meget stædige IT-konsulent Iben Blom. Iben var hyret af Topdanmark til at finde kandidater til jobbet som webudvikler og anså Finn som en potentiel kandidat. Finn fortæller selv:

”Hvis ikke Iben havde ringet, havde jeg ikke søgt det job; hvis hun ikke decideret havde prikket til mig. Markedet for konsulentydelser er ret lavt på grund af finanskrisen. Jeg havde gået og diskuteret med mig selv i lang tid og overvejet, om jeg skulle tage kortvarige ansættelser og så gå ledig og så igen tage kortvarige ansættelser, eller om jeg skulle søge jobbet hos Topdanmark.” Finn havde nemlig selv set annoncen, men havde ikke søgt, da han tvivlede på, at han ville komme til samtale pga. sin alder.

Fanget af finanskrisen
Finn trives bedst som konsulent og har arbejdet som freelance webudvikler i 11 år i mange forskellige virksomheder. Han kan godt lide at opleve noget nyt og har derfor sjældent haft fastansættelser, siden han valgte at blive konsulent. Men så brød finanskrisen ud.

Finn fortæller, hvordan firmaerne først fyrede deres konsulenter og dernæst de fastansatte, hvorefter alt gik i stå: ”Ingen turde ansætte nogen som helst eller starte noget op, og så var jeg arbejdsløs i 9 måneder for egen regning. Jeg prøvede at søge nogle fastansættelser, men der var bare ingen. Jeg kunne søge et job, og der ville være 200 velkvalificerede ansøgere; det var virkelig helt vildt.”

Han spurgte selvfølgelig, hvorfor han ikke blev inviteret til samtaler, hvortil firmaerne oftest svarede, at de havde haft så mange velkvalificerede, at de måtte foretage nogle valg. De sagde det ikke, men det var nemt at læse imellem linjerne, mener Finn; de frasorterede selvfølgelig folk i hans aldersgruppe’. Som han siger: ”Vi er alt for dyre i løn. Og måske er der også nogen som er gået i stå og ikke længere kan følge så godt med. Men det har jeg nu ikke rigtig haft problemer med.”

Finn trives som sagt rigtigt godt med at være freelance konsulent og det er det, som han allerhelst vil være. Han fortæller, at det umiddelbart ikke er svært at få et konsulentjob i hans alder. Tværtimod er det en fordel for folk i hans aldersgruppe. ”Problemet er at få faste jobs, men som konsulent er det kun en fordel, at man har rigtig mange års erfaring. En konsulent kan jo fyres med 12 dages varsel. Man skal bare udføre et arbejde, og så kan firmaet sige ’farvel og tak’.”

Fra konsulent til erfaren fastansat
Finn har tidligere i sin karriere arbejdet for Topdanmark som konsulent. Jeg spørger ham, hvorfor han i sidste ende valgte at søge jobbet hos Topdanmark. ”Hos Topdanmark vidste jeg, hvad jeg skulle lave i og med, at jeg har arbejdet der før, og det var en spændende jobbeskrivelse. Det er den type job, som jeg trives med. Egentlig er jeg ligeglad med, hvad jeg får i løn, det skal bare være sjovt at gå på arbejde.”

Jeg spørger ham, om han mener, at det har haft en påvirkning på, hvorfor han er blevet fastansat. Han fortæller, at det mener han helt sikkert: ”At jeg tidligere har været ansat som konsulent har helt sikkert bragt mig foran pointmæssigt. Jeg kendte nogenlunde til systemerne, og en del af de ansatte var der også, da jeg arbejdede her tidligere. Bettina min chef, er godt nok ny, men mig bekendt havde hun spurgt ind til, hvordan mine kompetencer var, og hvordan jeg er at arbejde sammen med. Og så vidste Bettina jo også, at jeg har gode kvalifikationer.”

Ud over det formår Finn at blende ind; en kompetence, som hans chef også udtaler, er noget hun prioriterer højt, når der skal rekrutteres. Som han fortæller: ”Det er jo teamwork det her. Så man skal kunne sætte sig ned og arbejde sammen. Og når man har været ude som konsulent i mange år, er man vant til at arbejde med de fastansatte, være smidig og være oppe på dupperne, have erfaring og mere basisviden. For hvis du ikke har noget at have det i som konsulent, så ryger du ud.”

Jeg spørger Finn, hvad det er, han med sine mange års erfaring kan, som de yngre ansatte ikke kan:

”Seniorer har rigtig mange års erfaring, og det mærker jeg også her hos Topdanmark. Jeg bliver ofte bedt om hjælp, og jeg har evnen til at ’pinpointe’, hvad det er, der er symptomerne, for det er jo det, min karriere har handlet om; at komme ind og gøre mit arbejde fejlfrit. Og så har jeg jo erfaring for, hvordan projekter er kuldsejlede, og hvordan man kan gøre tingene bedre. Så det er, hvad seniorer kan bringe med til bords.”

Nr. 1 i Google og hvepseekspert
Og så er vi tilbage ved start, og nu kommer fortællingen om, hvorfor Finn hver juli fjerner hvepsebo.

Det startede med, at Finn en dag kedede sig og gik i gang med at sammensætte ord, som ville få ham til at ligge nr.1 på Google. Til dem, for hvem dette ikke giver mening, er forklaringen som følger: Når man søger på Google, kommer de hjemmesider, som matcher ens søgeord øverst på Google søgemaskine. Her fortæller Finn: ”Jeg havde bare øvet mig i, hvordan man blev nr. 1 i Google, hvis man skriver bestemte søgeord. Og så fandt jeg rent tilfældigt ordet ’hvepsebo’; altså et ord, der søges rigtigt meget på, og det ord viste så ind til min hjemmeside. Jeg kunne lige så vel have valgt alle mulige andre ord. Og så blev jeg nr. 1 i Google. En dag var der faktisk én som ringede til mig og bad mig komme og fjerne hans hvepsebo. Jeg tænkte: Det her er en joke. Men ok, jeg bad om 950 kr. plus moms og googlede derefter, hvordan man fjernede hvepsebo. Og så tog jeg afsted, og nu er hvepsebekæmpelse faktisk blevet en rigtig god forretning.”

Skrevet af Kikki Nellemann Lauritzen 2015, Jobindex A/S