Fatima Abachri er 29 år og arbejder til daglig som recruitment officer på Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet (i daglig tale kaldet SUND), hvor hun rekrutterer lektorer og professorer fra hele verden, som skal undervise fremtidens læger.

Fatima Abachri

Fatima Abachri

Det at være muslim i Danmark
Fatima er første generation dansker med forældre fra Marokko, men det at bære tørklæde og have en anden religion, er ikke noget hun mærker til, hverken på sit arbejde eller i sin hverdag. Hun er dansker, og det skinner tydeligt igennem i den måde, hun omtaler sig selv på. Omvendt har både politikere og medier skabt mange, oftest negativt ladede begreber, som man kan kalde muslimer. Jeg spørger hende, hvad hun synes om et par af begreberne. Det første er ’indvandrer’ eller ’1. og 2. generationsindvandrer’?

”Det synes jeg ikke om. Min far er indvandret til Danmark, men jeg er jo født her, så jeg har ikke indvandret nogen steder fra. Det ville jo svare til, hvis du havde tyske aner, og så skulle svare for det år efter år. Så jeg ville bestemt heller ikke bryde mig om at kalde mig selv for første eller anden generationsindvandrer.”

Hvad så med begrebet ’Nydansker’?: ”Jeg ved ikke helt, hvad jeg synes om det, for jeg er ikke en NY dansker på nogen måde. Det, at der bor folk med anden etnisk baggrund i Danmark, er ikke noget nyt. De har bare lignet os mere, og i stedet har vi kaldt dem svenskere og tyskere og andre nationaliteter. Jeg vil ikke mene, at nydansker er et særligt rammende begreb.”

Hvornår er man dansker?
Hun fortæller, at man i Danmark, efter hendes mening, sagtens kan være både dansk og muslim: ”Jeg mener ikke, at der er et modsætningsforhold, men jeg er da påvirket af den kulturelle del fra mine forældres land. Så jeg vil nok se mig selv som ’dansk-marokkaner’, fordi jeg har lidt fra begge kulturer. Det er nok det begreb, som forener mit land med mine rødder. Det, at skulle være ’ikke-dansk’ tror jeg, er noget som er italesat udefra; fra politikere og medier. Jeg føler mig i hvert fald dansk, og jeg har aldrig set mig som anderledes end alle andre. Men jeg føler mig mindre dansk, når jeg får denne her slags spørgsmål, hvor jeg skal tale om det at være dansk, og hvornår man er det. Det tror jeg ikke en ”gammel-dansker” nogensinde tænker over eller bliver spurgt om,” siger hun med et stort smil.

Men hun fortæller også at komplikationerne ved at være dansk født, men stadig have to slags kulturer, ikke altid er nemt: ”Jeg synes, at ’dansker med anden etnisk baggrund, er en meget passende måde at beskrive, hvordan det er at være eksempelvis muslim i Danmark. Det er nok det, som er mest sigende. Der er mange, som bliver spurgt, om de føler sig danske, og der er standardsvaret, at når de er i deres hjemland, føler de sig som danskere, og omvendt når de er i deres forældres land. Jeg tror godt, at man kan rumme begge dele. Skulle jeg identificere mig med nogen her i landet, ville det være unge, som har samme rødder som mig; rødder i et muslimsk land, som oplever de samme problemstillinger som mig selv. Når de tager hjem til deres forældres hjemland, er de for danske, og når de er i Danmark, er de ikke.”

At arbejde blandt de bedste i et internationalt miljø
Jeg spørger Fatima, om hun nogensinde har oplevet en forskelsbehandling på sin arbejdsplads, fordi hun er muslim:

”På mit nuværende arbejde har det absolut ingen betydning, hvorvidt jeg er muslim og bærer tørklæde. Det er et professionelt miljø, og der ser man udelukkende på den funktion, personen besidder. Titlen har intet at gøre med, hvilke lande du har rødder i. Det her er et top-akademisk miljø med en international personalestab. Forskerne gebærder sig i lande med folk, som taler mange forskellige sprog. Og jeg er også ret sikker på, at min chef er ligeglad med min etnicitet, og at jeg har rødder i Marokko. Jeg synes ikke, at jeg nogensinde er blevet behandlet anderledes, men det er naturligt, at folk stiller spørgsmål til eksempelvis mit tørklæde eller om mine spisevaner, og hvorfor jeg ikke drikker alkohol. Men jeg ser det ikke som at blive behandlet anderledes, men mere som en naturlig del af det af det at have en religion, hvilket jo er ret atypisk i Danmark.”

Fatimas afdeling hedder Forskning og Innovation; en afdeling, som servicerer de lektorer og professorer, som ansættes, hvilket vil sige hele det fakultetet er en del af Københavns Universitet, og de er omkring 200 medarbejdere.

”Forskerkredse er meget resultatorienterede, og at der er fokus på resultater, der fremkommer af forskningen og ikke på ens etnicitet. Så det er slutproduktet, der identificerer én i langt højere grad end i nogen anden branche. Er forskerne eftertragtede, er det fuldstændig ligegyldigt, om de hedder Muhammed, Hans eller Igor. Det handler om at få de bedste til Københavns Universitet. Alle kender jo Harvard og Yale, og det er jo det, som man som universitet stræber efter; at levere den bedste forskning og have et stærkt brand. Så helt grundlæggende skal vi opfylde vores opgave som er defineret i universitetsloven og som handler om at drive forskning og give forskningsbaseret uddannelse indtil højeste internationale niveau inden for vores fagområder.”

Skrevet af Kikki Nellemann Lauritzen 2015, Jobindex A/S