Esma Birdi er fra Tyrkiet, men opvokset i Danmark, hvor hun har viet sit liv til at bygge bro mellem mennesker og gøre integration til en succes. Opskriften er simpel: Det handler om bedre kommunikation.

Esma: Mangfoldighed er ikke en udfordring - det er en styrke

Esma Birdi er integrationskonsulent og har sit eget firma, Institut for Integration, hvis overordnede vision er at gøre Danmark til Europas førende nation indenfor inklusion og integration af etniske minoriteter. Vi mødte Esma hjemme i Holte, til en snak om hvad der driver hende og hvorfor det tit ikke lykkes efter hensigten, når vi forsøger at være inkluderende.

”I Danmark går vi rigtig meget op i at ’inkludere’, men ofte er vores retorik i virkeligheden ekskluderende, uden vi nødvendigvis tænker over det. Et klassisk eksempel er, når vi for eksempel siger: ”Her i Danmark må man ikke slå sine børn” til en person med anden etnisk baggrund end dansk. Den formulering er uheldig, fordi man kommer til at ekskludere dem, man taler til. Som modtager opfatter man det, som om man ikke er en del af Danmark. Hvis vi i stedet siger ”Regeringen har vedtaget ved lov, at det ikke er tilladt at slå børn”, så undgår vi helt den ekskluderende tone”, forklarer Esma, der bruger de fleste af sine arbejdstimer på at hjælpe frontmedarbejdere i alle dele af det offentlige til at komme i bedre dialog med etniske minoriteter.

”Og vi skal altså også passe på med jargonen og vores danske humor. Vi forstår den godt, fordi vi har samme referenceramme, men når vi bruger den overfor mennesker med en anden referenceramme, så risikerer vi at komme til at krænke dem uden at ville det”, fortæller Esma, som selv er fra Tyrkiet men opvokset i Danmark.

Vidne til mangelfuld kommunikation
Esmas erhvervskarriere begyndte som freelance tolk, og i 15 år fungerede hun som tolk for praktisk talt alle dele af det offentlige, lige fra retsvæsenet, politiet og sundhedsvæsenet til skoler og krisecentre.

”Som freelance tolk fik jeg indblik i alle de forskellige faggruppers vinkler på borgeren. Og det gav mig en viden om, hvordan man håndterer de forskellige problemstillinger, og jeg tænkte virkelig ofte: Bare de dog havde gjort det der på en anden måde og grebet tingene lidt anderledes an, for så havde de fået et meget bedre samarbejde og et bedre resultat”, siger Esma, der fortæller os om en af de få episoder, hvor hun kan huske at have grædt, mens hun var på arbejde som tolk:

”Jeg skulle med ud til den her familie med 5 børn, hvor der var problemer med deres 11-årige dreng. Han pjækkede meget, og der var også en del andre problemer. Så kom hele det offentlige apparat med psykolog, skolelærer, sagsbehandler, SSP-medarbejder og så videre hjem til familien på løbende besøg, hvor jeg var med som tolk. Hver gang vi kom ud til familien var det med beskeden, at vi kom for at hjælpe dem. Familien fik tildelt en hjemme-hos’er, en slags kontaktperson, og de fik forklaret, at personens opgave var at læse lektier med drengen, tage ham med i biffen og så videre, og familien tænkte, at det er åbenbart sådan, man gør i det her land. Efter et års arbejde skulle sagen afgøres i Børne- og Ungeudvalget i kommunen, og under det møde, hvor der var 12 repræsentanter fra systemet, blev det besluttet, at barnet skulle tvangsfjernes”, fortæller Esma.

Så snart beslutningen om en tvangsfjernelse var taget, skulle man hjem på bopælen for at hente den 11-årige dreng, og Esma blev spurgt, om hun ville fortsætte med at fungere som tolk under afhentningen. Det sagde hun ja til.

”Moren anede intet, det var kun faren der var med til mødet. Vi tog hjem, og moren fik at vide, at hendes dreng skulle med myndighederne nu. Der opstod forståeligt nok ret stort postyr, og drengen blev sat i en taxa sammen med mig og faren, og jeg så, hvordan familien bare blev efterladt i ruiner. Det kom fuldstændig bag på dem, at det skete, for hver eneste gang vi kom hjem til familien, var det med beskeden, at vi var der for at hjælpe. Da vi kom frem til døgninstitutionen skulle faren tage afsked med sin søn, og det klarede han virkelig flot og meget værdigt. Han bukkede sig ned, så han var i øjenhøjde med sin søn, og sagde: ”Lovens arm er længere end min, og nu har de taget dig fra mig”. Den scene kunne jeg slet ikke klare, og jeg tænkte, at det bare ikke kunne være rigtigt. Det gik mig meget på”, mindes Esma, der især var frustreret over den manglende eller direkte forkerte kommunikation.

”Man havde ikke forklaret familien, hvad hele processen gik ud på. Man havde ikke sagt, at hvis ikke I overholder sådan og sådan, så kan det i yderste konsekvens betyde en tvangsfjernelse. Der var ingen der sagde til moren og faren, at de var under evaluering som forældre, og at besøgene i virkeligheden handlede om at finde ud af, hvorvidt de kunne beholde deres barn eller ej. Det var sådan nogle episoder der gjorde, at jeg ikke længere ville være tolk. Jeg ville selv være i stand til at kunne gøre noget og være med til at ændre på tingene. Jeg vil have, at det menneskelige er i orden. Og det synes jeg ikke altid, det er her”, fortæller Esma.

Mangfoldighed skal ikke være en udfordring
Erfaringen og det meget brede kendskab til de fleste dele af det offentlige gør, at Esma i dag har stor succes som integrationskonsulent med at bygge bro mellem mennesker.
”Det jeg elsker ved mit arbejde er, at det er de små ting der skal fintunes. Det er ordlyd, kommunikation og helt simple vaner der skal justeres lidt. Og resultaterne kan man se med det samme, og det driver mig hver dag”.

”Mangfoldighed skal ikke skal være en udfordring. Det skal være en styrke. Og jeg arbejder for at få overbevist danske fagfolk om, at mangfoldighed ER en styrke. Jeg giver dem ofte eksemplet, at her får du en gave. Luk den op og se hvad den indeholder. Men det gør du ikke, for du dømmer den på indpakningen og det ydre. Du ser ikke, hvad du kan bruge den til”, siger Esma og fortsætter:

”I det danske samfund skal vi nyde godt af mangfoldigheden, for den ER en styrke. Og jeg ved, at etniske minoriteter rigtig gerne vil gøre en forskel og vise overfor de etniske danskere, at de er gode nok. At de også kan bidrage. Men det er ikke altid, at vores tilgang befordrer det, vi gerne vil have ud af det. Vi vil gerne inklusion, men vi kommer ofte til at fejle og opnår eksklusion i stedet. Og det handler ikke om, at der skal bruges en masse penge. Det er bare nogle små justeringer, vi skal foretage”.

Esma kan også fortælle masser af positive historier fra både fængsler og skoler, hvor hun har formået at få inklusion og mangfoldighed til at lykkes. Og da vi kommer ind på, hvorfor også virksomheder bør sætte mangfoldighed i fokus, så er der heller ingen tvivl om, at det er det eneste rigtige at gøre:

”Der er meget at hente ved at sammensætte et team mangfoldigt. Og her tænker jeg mangfoldighed i en bred forstand – ikke bare på de etniske minoriteter. Skal man som virksomhed produktudvikle et eller andet, jamen, så er det vigtigt, at gruppen er sammensat af meget forskellige mennesker og baggrunde. På den måde kan produktet blive anskuet fra rigtig mange forskellige vinkler, og det bedste resultat opnås. Vi skal bruge forskelligheden aktivt. Når man forstår, hvor vigtig mangfoldighed er, så begynder man at se på den som en døråbner. Der er så mange døre som vi ikke ser, overser eller som vi slet ikke ved findes – og de døre skal vi jo åbne for at kunne se, hvad der findes inde bag dem”.