Hvis du er jobsøgende og ikke er født i Danmark, og måske for første gang skal ind på det danske arbejdsmarked, er der nogle ting du kan være opmærksom på, for at forbedre dine chancer til jobsamtalen. Ikke alle ansættelsesudvalg tænker i diversitet på arbejdspladsen, og derfor kan det blive din opgave at vise, hvordan dine forskelle kan blive fordele for arbejdspladsen.

Udvid dine muligheder for at få en fod indenfor
I Danmark bruger man ikke kun nettet, lokalavisen eller lignende til at finde relevante stillingsopslag. Uopfordrede ansøgninger og netværk kan være oversete metoder i søgningen efter et job, hvor nye døre kan åbne sig. Flere arbejdspladser, fx DSB S-togklargøring, får rigtig mange gode uopfordrede ansøgninger og behøver derfor ikke at slå stillingsopslag op. At bruge dit netværk betyder mere konkret at du gør din omgangskreds opmærksom på at du søger job. Har du ikke et netværk i Danmark endnu, kan du udvikle dette ved at melde dig ind i professionelle netværk såsom fagforeninger, deltage i fagrelevante arrangementer på universiteter og få dig en erhvervsmentor. Hvis du benytter dig af disse metoder, bliver chancerne for at komme til en jobsamtale større.

Hvem er du?
Det er under jobsamtalen, at du har mulighed for at lade dine forskelle komme i spil og vise, hvordan de kan være til fordel for arbejdspladsen. Forskelle er fordele forklædt som ulemper og derfor er det vigtigt at du italesætter de forskelle du måtte have, som du kunne forestille dig ansættelsesudvalget er usikre på. Ved at italesætte dem, forklare grundigt hvori de består og vise, hvordan de kan være fordele, vil du imødegå al usikkerhed og ende med at stå stærkere end andre kandidater.

Eksempler på fordele forklædt som forskelle:

  • Uddannelse – din udenlandske uddannelsesinstitution har måske benyttet sig af en anden læringstilgang og dermed har du en anden tilgang til dine opgaver end dine danske kollegaer. Det er vigtigt, at du tydeligt forklarer, hvad du har lært og hvordan kan det bruges, hvis arbejdsgiveren ikke kender uddannelsesstedet.
  • Religion – du fejrer måske andre højtider end etnisk danske kollegaer og er dermed mere fleksibel med arbejdstimer over eksempelvis julen, men ønsker fri på andre tider end størstedelen af arbejdspladsens medarbejdere. Det kan være en stor fordel for en arbejdsgiver, der skal have dækket vagter uden for normal kontortid.
  • Sprog – dit sprog kan måske åbne op for nye forretningsmuligheder både i forhold til nye markeder og nye kundegrupper
  • Etnisk oprindelse – at du har udenlandsk baggrund betyder, at du er vant til at have kontakt med personer, der er anderledes end dig selv. Det gør dig topkvalificeret til at operere i et globalt erhvervsliv og dermed attraktiv for danske virksomheder, som har globale kunder og samarbejdspartnere.
  • Alder, køn, familiestatus og personlige interesser – alt efter arbejdspladsen og de eksisterende medarbejdere kan du skille dig ud på andre punkter, som arbejdspladsen kan gøre gavn af.

 

For mere information læs her 

Skrevet af Foreningen Nydansker 2015